RINKEBY – FRA GHETTOSKOLE TIL SVERIGESMESTER

Rinkebyskolan i Stockholm burde rives ned, syntes politikerne. Vold, trusler og hærværk havde fået 16 lærere og ledelsen til at gå fra skolen i 1989. Ingen ville sætte sig i lederstolen i ghettoskolen – udover Börje Ehrstrand. Han tror på ledelse med store ører, men har aldrig lyttet til nej’er. I dag er skolen en af Sveriges bedste.

af Eva Tingkær | foto Erika Stenlund
Skoleråd'08 (Danmark)


RINKEBYSKOLEN

Der går 350 elever fra 7.-9. klassetrin på skolen.
80% af eleverne har indvandrerbaggrund.


DET GØR DE I RINKEBY:

Satser intensivt på sproget. Har detal-jerede planer for sprogkrav på hvert klassetrin.
Har forældreuddan-nelse om det svenske samfund og skolens rolle i samfundet.
Holder skolen åben 365 dage. Lokalerne er til fri afbenyttelse af alle foreninger, der har ungdomsfokus.

Lægger også sal til ramadan-afslutning.
Har etableret en mentorordning for hver elev.
Studerende fra Kung-liga Tekniska Högsko-lan og Handelshög-skolan lærer eleverne studieteknik.
Indslusningsklasser for nyankommere til Sverige.

Sommerskole, der består af tre timers undervisning dagligt i tre uger.
Samarbejder med store svenske virksomheder.
Inviterer Nobelpris-vinderen i litteratur

SVENSKE INDVANDRERE LÆSER BEDRE
Svenske andengenerationsind-vandrer-børn læser 18 PISA-point dårligere end etnisk svenske kam-merater. Mens danske andenge-nerationsindvandrer-elever læser 52 PISA-point dårligere end etnisk danske elever.

Skolerådet anbefaler, at man ser på, om svenske skoler er bedre til at undervise elevgruppen eller om forklaringen skal findes andre steder.

Egentlig var Günter Grass træt af interviews.

Men han svarede frejdigt på spørgsmål som ”Wie alt waren Sie, als Sie Verfasser wurden?”. Spørgs-mål stillet af svenske indvan-drerbørn på Rinkebyskolan i Stockholm i 1999. Den tyske nobelprisvinder i litteratur havde også først afvist besø-get. Men en bog, som børnene havde lavet på tysk til ham, overbeviste ham om et besøg på skolen.

De færreste ville have troet, at Rinkebyskolan skulle blive et positivt stop på en nobel-pristagers vej. Og historien er en af flere anekdoter, der ind-kapsler historien om indvand-rerskolen, Rinkebyskolan, som blev forladt af 16 lærere og et helt lederhold i 1989. Det var trusler, vold og hærværk, der sendte dem væk. Börje Ehr-strand satte sig i rektorstolen og valgte at tænke på nej’erne og afvisningerne som en ind-gang til forhandling.

Sådan fik han Günter Grass og andre nobelpristagereforbi, og sådan har han også arbejdet med problembarnet Rinkebyskolan, der ligger midt i grågulig forstadsbe-ton med paraboler indstillet på en verden langt væk fra smörgås-Sverige. I dag ligger skolen i toppen af den sven-ske skoleliga og er for femte gang vinder af den nationale matematikkonkurrence.

De lave skolebygninger lig-ner et glansbillede på multi-kulturel lykke. I hvert fald når Börje Ehrstrand fortæller om det. Selvom huden omkring hans øjne ligner et landkort over de slåskampe, han har ta-get undervejs, nægter han at bruge ordet problemer.

Lærerne satte sig på magten
Men problemer var der. Så store, at ingen andre ville sæt-te sig i Börje Ehrstrands stol i 1989. Men han blev tiltruk-ket af udfordringen. Og han synes, han havde et godt ud-gangspunkt, fordi han havde været speciallærer i næsten 20 år i området og kendte mange af børnene og foræl-drene. Han insisterede også på nogle andre ting:

”Jeg ville håndplukke et team, for jeg arbejder ikke alene. Man kan ikke være en stærk rektor uden stærke medarbejdere,” siger Börje Ehrstrand.
Han tog en administrati-onschef med økonomiindsigt og evner i personaleledelse med sig. Og han ansatte en vicerektor, der var dygtig til sprog og kommunikation og havde erfaring med svære ele-ver.

”Vi indgik i et team, og jeg valgte kolleger, som jeg kend-te godt i forvejen. Så jeg kom ikke alene men som et team, og det var vigtigt.”

Herefter nedfældede de en vision om, at skolens elever skulle læse mest i Sverige. Og at eleverne skulle have gode kundskaber og sociale kom-petencer.
    ”For at gennemføre det, måtte vi have ro og orden. Vi satte simple regler op om: At man skal huske sine bøger, sine blyanter og lektier, og at man skal komme hver dag. Det gjaldt om at vriste mag-ten ud af elevernes hænder og få lærerne til at sætte sig på den som autoriteter. Det kræ-vede, at vi havde elevernes til-lid og forældrenes opbakning. Det tog de første år,” forklarer Börje Ehrstrand.

Han mener, at et af de vig-tigste trin handler om at lytte til forældrene.

”Vi involverede forældrene og gjorde dem ansvarlige for deres børn. Først og fremmest spurgte vi forældrene, hvor-dan bygger vi det her bedst op?”

Forældrene ville for ek-sempel gerne have en mentor til børnene, som kunne gen-nemføre udviklingssamtaler med børnene mindst én gang i året. Den model har nu bredt sig til hele Sverige.

Opskriften er hårdt arbejde
En anden forældre-ide skin-ner igennem i de gullige klatter, som lysstofrørene kaster ud over Rinkebyskolans som-mertomme gange. Selvom sommerferien er begyndt, sidder elever med næserne i matematik-, svensk- og en-gelskbøger. De går nemlig på sommerskole. Abdi, Zuhur og Nawaa, der lige er gået ud af 9. klasse, opruster deres mate-matikkarakterer.

”Jeg vil hellere sidde her i tre uger, end at bruge et ekstra år i gymnasiet,” siger Zuhur.

Hendes lærer Ulf Karlsson er begejstret for at have ele-ver, der kommer i deres som-merferie. Han sætter heller ikke den mindste ridse i rek-tors forklaringer om skolen. ”Jeg har arbejdet i 16 år på en lignende skole, men der er flere ressourcer her, og man har en større frihed,” siger han.

Lærerrekrutteringen er af-sindig vigtig, mener Börje Ehrstrand. Han trækker gerne lærerstuderende ud til Rinke-by, og har ligeså tydelige for-ventninger til lærerne som til eleverne.

”Vi vil gerne rekruttere gode lærere, og når vi har haft dem som studerende her og trænet dem i tre-fire år, så kan vi se, hvem der er dygtige. Det er ikke et let område at arbej-de i Rinkeby, der er Sverige og Stockholms hårdeste område. Det her er ikke et hvilehjem. Det er et spørgsmål om hårdt arbejde,” siger han.

”Når nye lærere kommer og spørger, hvad det er for en pædagogik og metodik, vi bruger her, så siger jeg, at det er det hårde arbejdes metodik. Det gælder ikke om at svøbe sig i elegant pædagogik, men at arbejde systematisk og målrettet, for at få eleverne til at følge læreren,” konstaterer han.

Indvandrere er en ressource ikke et problem
Men Börje Ehrstrand insiste-rer også på, at lærerne har et godt sprog med sig. Og at de har evnen til at gøre børnene gode til sprog - også i matematik. Han er selv vokset op i Finland, taler finsk-svensk og har altid fået at vide, at sådan taler vi ikke her. På den måde har han selv skullet aflure de svenske koder.

Blandt andet derfor er der detaljerede krav til børnenes sprogkundskaber på hvert klassetrin. Han ser det som en fordel, at børnene ofte alle-rede har et andet modersmål end svensk med i bagagen. Börje Ehrstrand ser heller ikke Rinkebyskolan som en midlertidig container for sam-fundets problembørn, men som en beholder af den stør-ste ressource i et globaliseret samfund. Men han slås stadig med at sælge det budskab i majoritets-Sverige:

”Majoritetssamfundet ac-cepterer ikke altid indvan-drere. Jeg synes, det er en udfordring at vise, at indvan-drerbørn er en stor mulighed i fremtidens grænseløse Euro-pa.”

”Det er ingen forhindring at have flerkulturel baggrund, det er tværtimod en fordel, at vores børn kommer fra så mange forskellige lande. Vo-res børn skal være vindere på fremtidens arbejdsmarked, derfor samarbejder vi også med de bedste højere læreran-stalter og virksomheder.”

Börje Ehrstrand puster am-bitioner og selvtillid ind i bør-nene ved at invitere direktøren fra Deutsche Bank eller Norsk Hydro, der gerne fortæller, at sprog- og kulturfornemmelse er vejen frem i deres virksom-heder. Og så kommer Nobel-prisvinderen i litteratur også på besøg hvert år. Hvert sam-arbejde har været en kamp at få i stand. Men at dømme ef-ter mediedækningen smilede den sydafrikanske nobelvin-der, J.M. Coetze, først da han kom ud på Rinkebyskolan.